Hej
alle og velkommen tilbage til vores blog.

Da
Denne har været nede et godt stykke tid, påbegynder vi nu et nyt koncept:
portræt af en frivillig. Denne måned handler det om Røskva Sherman, som både er
frivillig og pårørende. God læselyst.

Røskva
Sherman er ambassadør for Bedre Psykiatri Ungdom i afdeling København. Her er
hendes funktion eksempelvis at tage ud på diverse institutioner og formidle
Bedre Psykiatri Ungdoms budskaber og tilbud til pårørende til psykisk sårbare –
blandt andet med udgangspunkt i egne erfaringer. Læs med i dette blogindlæg og
få et nærmere indblik i Røskvas liv omhandlende, hvordan det har været og er,
at være pårørende til en psykisk sårbar samt begrundelsen for hendes
dybdeborende engagement i Bedre Psykiatri Ungdom.

Røskva
har gennem hele sit liv haft en mor som har været og er bipolar. Da Røskvas mor
er et par af tres i dag, var hun da også ung i en tid, hvor der ikke
nødvendigvis fandtes så meget fokus på diverse diagnoser og diagnosticering
generelt. Af samme grund fik hun da også først sin diagnose sent i livet –
faktisk først da Røskva er 10 år gammel – og diagnosen var indtil da blot en
selvmedicinering frem for en lægelig diagnose. Yderligere kommer Røskvas mor
selv fra en socialt belastet familie og begyndte da også allerede at drikke en
del alkohol i en meget ung alder.

Til
dagligt kommer moderens diagnose til udtryk ved, at hun er meget præget af
humørsvingninger, og dette kan desuden skifte fra minut til minut – Røskva selv
beskriver sin mors beregnende grundstemning som værende ustabil, og desuden
hendes variabler langt bredere end vores andres normalt ville være.

>> Det skal man
lige tage højde for, når man taler med hende og når man er sammen med hende i
det hele taget <<

At håndtere
moderes diagnose, da Røskva boede hjemme især, kunne nemt blive en belastende
opgave

>> Jeg tror bare at jeg fik det der som
mange børn der er i sådanne udsatte situationer får. Jeg havde et øje på hver
finger, og var meget klar for hvordan fornemmelsen var <<

Røskva
beskriver generelt situationen, når hun kom hjem fra skole, med at mærke som
det første, i hvilket humør hendes mor var. Dette var bestemt afgørende for
resten af dagen i det lille hjem på Christianshavn, som jo på daværende
tidspunkt var præget at mange beboerer med diagnoser, som Røskva selv beskriver
det – så i miljøet var det måske normalen, ifølge Røskva selv, og det kunne
derfor også være endnu mere svært at indse for hende som ung pige, at se det forkerte
i det lille hjem, som på daværende tidspunkt kun bestod af de to – mor og
datter. Var moderen i dårligt humør, var Røskva ikke i tvivl om det og prøvede
at muntre hende op ved eksempelvis at tage opvasken eller at lave kaffe. Men som
Røskva selv beskriver det, var der ikke så meget at gøre… Var hun derimod i
godt humør, var det bare om at hoppe med på bølgen, som Røskva selv beskriver
det.

Noget af det sværeste var da også at være alene om det. Det føltes for Røskva
til tider meget ensomt at være i denne situation, og som meget ung – det føltes
ikke som normalen. Og det var da heller ikke noget som hun snakkede med andre
om. Det ville hun dog ønske i dag, at hun havde gjort, da dette bestemt kunne
have gavnet hende psykisk til, at indse, at hun bestemt ikke var alene om det.
Røskva mentes faktisk først at indse det abnormale i situationen da hun gik i
gymnasiet. Dog mener hun selv, at dette var en del af en forsvarsmekanisme,
hvor hun ikke ville indse, at der var noget galt. Først i gymnasiet finder Røskva
en god veninde at betro sig til, hvor venindens familie blandt andet tager
hendes ind med åbne arme og inden for de seneste par år, er Røskva og hendes søster,
som er ni år ældre end Røskva selv, da også begyndt at snakke omkring deres
mors diagnose – dog endnu med en vis distance.

>> Det kom sent – det kom rigtig sent
<<

Røskva fandt det helt naturligt at bryde det diagnosticerede mønster fra mor
til datter, og hun var bestemt bevidst om at skulle kreere et liv for sig selv.
Hun påstår da også, at hun måske allerede fra start har været for blød af
karakter, til at passe ind i den ellers hårde og kontante tone, som det meste
at hendes familie indebar. Røskva omtaler skolen som en automatisk flugt fra
det hårde familieliv, og kan nu også se et klart mønsterbrud, da Røskva har
meget brug for trygge rammer og strukturerede linjer i hverdagen, hvilket hun
bestemt ikke fik i hjemmet som barn.

>> Det var bare helt vildt lækkert
det der med at komme i skole klokken otte om morgenen, og så er der ellers bare
én som har struktureret, hvad man skal resten af dagen. Så skal man bare slippe
tøjlerne, og lære <<

Røskva
beskriver den første gang hun var til en psykolog, hvordan alle grænser og
barriere blev nedbrudt. Her kunne hun ikke stoppe med at græde i en hel time.
Men efterhånden som hun fortalte mere og mere om det, og fik ydermere at vide,
at det ikke var noget at skamme sig over, blev det også en del nemmere at
konkretisere og håndtere hendes mors diagnose.

>> Det hjalp
rigtig meget at tale om det <<

Dog
oplevede Røskva angst som efterlev af at åbne op for alle de sammenpresse
minder og oplevelser fra mange års hårdt liv. Dette indså Røskva dog, blot var
et lille step imod en mere følelsesmæssig og personlig udvikling, som hun da
også erkendte ville tage mange år. Da Røskva gik på universitetet, hvor hun læste Social Entrepreneurship, deltog hun
i en gruppe med andre, som havde haft nogle lignende oplevelser.

>> Det var helt klart en øjenåbner,
at få lov at snakke om egne erfaringer i kontekst med andre folks oplevelser.
Det understregede, at jeg ikke var alene, og at der ikke var noget galt med mig
<<

Derudover er Røskvas råd til andre pårørende, at sætte sig ind i den pågældende
diagnose. Her faldt tiøren nemlig for hende selv, da hun næsten kunne
forudsætte moderens symptomer og reaktioner på verdenen samt på hende
selv.

Røskvas
primære grund til, at hun har valgt at blive ambassadør for Bedre Psykiatri
Ungdom i København er, at hun er forarget over, at hun som barn ikke blev mere
inddraget i dét som foregik.


>> Jeg manglende lidt én som kunne informere mig om, hvad det var der
skete <<

Derfor
mener Røskva, at hun kan være med til, at biddrage med den ellers manglende
information til de pårørende. Dette mener hun ydermere er den absolut vigtigste
faktor inden for emnet om psykisk sårbarhed – når en diagnose bliver stillet,
er det altså ikke blot den diagnosticerede som bliver syg, men alle de
pårørende også.

Røskvas endelige råd til pårørende til psykisk sårbare er:

>> Bare rolig, det
skal nok gå <<