Hos Bedre Psykiatri Ungdom har vi
samtalegrupper, fordi vi mener, at det gavner at dele sine oplevelser som
pårørende til en psykisk sårbar med andre. Og heldigvis er der flere andre
samtaletilbud, der deler denne mening med os. Men der er mange måder at dele sine
oplevelser og tanker på. Hos Ung på Linje/Ung Online kan du dele alt mellem
himmel og jord – også det at være pårørende – helt anonymt hver aften kl. 19-22
alle ugens dage på nær lørdag. I Ung På Linje/Ung Online bliver de både
kontaktet af psykisk sårbare og pårørende, og de har derfor anonym kontakt til
begge parter, hvilket giver dem muligheden for at se psykisk sårbarhed fra
flere forskellige perspektiver.

Vi har bedt projektleder for Ung På
Linje/Ung Online Pernille Palm om at fortælle om denne form for samtaletilbud,
om hendes egne erfaringer med at være pårørende, og hvorfor hun mener, at det
er vigtigt at tale om tingene, at sætte ord på sine tanker, oplevelser og
følelser, og hvad det betyder at blive lyttet til.

_____________________ Pernille Palm, Projektleder i Ung på Linje/Ung Online __________________

OM AT
VÆRE PÅRØRENDE

Ved Pernille Palm, Projektleder i Ung på Linje/Ung Online, Ungdommens Røde Kors.

NÅR SÅRBARHED ER EN BLIND PASSAGER

Jeg sidder og kigger ud gennem togvinduets ruder og ser Sjællands
natur glide forbi, mens InterCity-lyntoget har sat kurs mod vest. Jeg var sent
på den, da jeg skulle med toget. Jeg nåede kun lige bussen til Hovedbanegården,
løb ind i 7-Eleven for – helt Københavner-kliché-agtigt – at købe en kaffe og
en croissant til min lange togtur, spurtede ned ad rulletrappen og hoppede ind
i toget. Da jeg fandt min plads i stillekupéen, sad der en ung mand på det
yderste sæde, og jeg spurgte ham, om jeg måtte komme ind og sidde ved siden af
ham. Han svarede ikke. Han hørte musik. Jeg spurgte ham igen, rigtig pænt, men
han svarede stadig ikke. Da jeg spurgte tredje gang uden at få svar, følte jeg
mig en anelse ignoreret og kunne mærke en lille knugende fornemmelse af
irritation vokse i mig. Fjerde gang svarede han mig, for der havde han opdaget,
at jeg talte til ham. Han var blind, eller så godt som blind, fortalte han mig.
Av. Hvis han ikke havde svaret mig fjerde gang, havde jeg højst sandsynligt i
mit stille sind kategoriseret ham som en flab – uden overhovedet at kende noget
til ham. Jeg kunne ikke se, at han var blind. Jeg ville ønske, jeg havde kunnet
se det, så jeg kunne have vist mere hensyn og måske lagt en blid hånd på hans
skulder for at indikere, at jeg talte til ham.

Jeg sidder og tænker lidt over det her med at være sårbar på
en, for mange, usynlig måde. Sådan er det også med psykisk sårbarhed – det er
ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Alle har et eller andet, og nogle
har noget, man ikke kan se. Det er vanvittigt svært at vide, hvordan man skal
reagere på og håndtere ting, man ikke kan se, og man kan let forfalde til at
dømme andre mennesker uden at vide det mindste om dem. For mig er mit møde med
den blinde unge mand et ret godt billede på, hvordan det kan være at være
pårørende til nogen, der oplever vanskeligheder, man ikke kan se med det blotte
øje.

SELVOM MAN IKKE ER
RAMT AF PSYKISK SYGDOM SELV, ER MAN STADIG RAMT

Jeg er selv pårørende; både til nogen med alvorlige, fysiske
vanskeligheder, men også til nogen, der er psykisk sårbare. Selvom sårbarheden
i de to tilfælde består i noget vidt forskelligt, kan jeg mærke, at de følelser,
jeg som pårørende oplever omkring det, er de samme. Som pårørende gennemlever
jeg et stort repertoire af følelser; nogle følelser, der er vedvarende, men
også nogle følelser, der ændrer karakter og udtryk med tiden. Følelser som sorg,
bekymring, frustration, håbløshed, afmagt, irritation og en følelse af
uretfærdighed. Den mest gennemgående og gennemgribende følelse, jeg oplever som
pårørende, er bekymring. En bekymring om min næres liv og fremtid, om
vedkommende nogensinde får det bedre, om jeg kan holde til at være den med de
bredeste skuldre. Nogle af jer oplever måske de samme bekymringer. Jeg synes,
at det kan være svært at finde ud af, hvor meget bekymringen må fylde, og
hvordan man får placeret den et sted, hvor den får lov at være tilstede, men
uden at fylde det hele og blive altoverskyggende. Jeg har brugt ret meget krudt
på at forlige mig med, at bekymringen hele tiden ligger et sted tæt på
overfladen, og at det er okay, men også at det er vigtigt ikke at lade den
komme op over overfladen hele tiden.

Jeg vil gerne understrege vigtigheden i, at man som pårørende
tør tale med andre mennesker om de tanker, man går rundt med; også dem, der kan
være tabubelagte. Som pårørende kan man måske ofte føle, at alt skal bæres på
ens skuldre, men skuldrene bliver ikke nødvendigvis bredere af den grund. I
hvert fald ikke, hvis man ikke formår at passe på sig selv og tage sig tid til
at lande på fødderne igen. Som bekendt skal man passe på sig selv for at være i
stand til at kunne passe på andre.

Som pårørende til psykisk sårbare kan man måske tænke, at man
ikke har lov at være ked af det, fordi det ikke er én selv, det drejer sig om.
For mig er det vigtigt at pointere, at selvom man ikke er ramt af psykisk
sygdom selv, er man stadig ramt. Det er hårdt at være pårørende, og de følelser
man oplever, er også berettigede og skal også tages hånd om.

KORT OM UNG PÅ
LINJE/UNG ONLINE – ET SAMTALETILBUD

Som pårørende kan man have tanker og følelser, som man måske ikke
nødvendigvis føler, at der er plads til, og det er her Ung På Linje/Ung Online
kommer ind i billedet. Ung På Linje/Ung Online kan være det rum, hvor der er
plads til alle de tanker og følelser, der ikke er plads til andre steder. Det
er et anonymt chat- og telefontilbud til unge mellem 13 og 30 år, og de godt 90
unge, der er frivillige i Ung På Linje/Ung Online, er mellem 20 og 30 år. I dette
ung-til-ung-samtaletilbud taler vi med de unge om det, de måtte have på hjerte,
stort som småt. Hos os er det den unge, der sætter dagsordenen og vælger, hvad
der er centralt for samtalen. Ung På Linje/Ung Online er ikke et
rådgivningstilbud, men et samtaletilbud. Forskellen er stor. I Ung På Linje/Ung
Online vil vi ikke være eksperter på de unges liv, og vi vil ikke foregive at
vide, hvad der er det rigtige at gøre for den specifikke person i den
specifikke situation og på det specifikke tidspunkt, de kontakter os. Det er
farligt at foregive at vide, hvad der er rigtigt for andre mennesker, og derfor
er vores vigtigste opgave at lytte. De unge, der kontakter os, får lov at være
eksperter på deres eget liv, og så er vi de samtalepartnere, der aktivt lytter
til dem og giver dem rum til at udtrykke deres bekymringer og vanskeligheder.

DER ER MASSER STEDER
AT FÅ RÅD – HOS OS FÅR DU RUM

Som pårørende er der mange steder, hvor man kan henvende sig
for at få råd og vejledning, heldigvis. Der er også flere steder, hvor man kan
finde pjecer med gode råd til, hvordan man som pårørende kan agere overfor den
psykisk sårbare. Jeg har gennemtrevlet internettet for at finde alle de gode
råd til, hvordan man kan agere i forhold til den psykisk sårbare – og mange af
de ting, der nævnes, er nogle jeg har stiftet bekendtskab med i Ung På
Linje/Ung Online, når jeg har talt med enten psykisk sårbare selv eller
pårørende dertil. Af gode råd kan nævnes det at være god til at lytte, ikke at
være berøringsangst og sætte ord på, at sænke ambitionerne og forventningerne,
at være tålmodig, at undgå hele tiden at være handlingsorienteret og
løsningsfokuseret og at passe godt på sig selv. I Ung På Linje/Ung Online
oplever vi både at blive kontaktet af psykisk sårbare og de pårørende, og vi
har derfor anonym kontakt til begge parter, hvilket giver os muligheden for at
se psykisk sårbarhed fra flere forskellige perspektiver. Du kan derfor både
kontakte os, hvis du er psykisk sårbar og ønsker at have en anonym og
uforpligtende samtale med et andet ungt menneske, der lytter og ikke tænker i
diagnoser eller behandling, men du kan også henvende dig til os, hvis du som
pårørende har lyst til en fortrolig samtale om det at være pårørende. Hos Ung
På Linje/Ung Online får du ikke flere råd, men et rum til selv at fortælle.

Ung På Linje/Ung Online kan på mange måder være en form for
træningsrum. Et sted, hvor du får lov til – måske for første gang – at fortælle
om dine bekymringer. Et sted, hvor du kan få lov at ”afprøve” at tale om de
ting, der er svære for dig. Det kan også være, at du har været i terapiforløb
som pårørende og efterfølgende har brug for en slags udslusning, hvor du taler
med nogen, der ikke er en del af din egen omgangskreds.

SAMTALEN ER VIGTIG –
AT BLIVE LYTTET TIL ER VÆSENTLIGT

Man hører ofte, at dyb samtale efterhånden hører til
sjældenhederne. At samtalen forstummes. En egentlig samtale mellem to
mennesker, der aktivt lytter til hinanden. En dialog. Vi har for travlt med at høre på os selv, at
tale, kan man antage. På
psykologistudiet, hvor jeg studerer, har vi fået at vide, at man skal lytte
dobbelt så meget, som man taler. Måske mere. Som pårørende kan man måske have
perioder, hvor man kun lytter, og så har man brug for at blive lyttet til. Man
må aldrig undervurdere værdien af virkelig at blive lyttet til. Det er f.eks. det, en samtalegruppe i Bedre
Psykiatri Ungdom kan, og det er også det, vi kan i Ung På Linje/Ung Online. At
lytte til det, du gerne vil fortælle. Man må ikke underkende betydningen af at
blive lyttet til på en måde, hvor vedkommende ikke forsøger at styre samtalen
eller sidder på spring for at dreje samtalen i en retning, hvor vedkommende kan
få lov at fortælle om sig selv. At der ikke er forventninger til, hvilken
retning samtalen skal tage, at der er nogen, der er optaget af blot at lytte
til det, man fortæller – det er værdifuldt. At blive rigtig lyttet til giver
oplevelsen af at blive taget alvorligt.

Besøg Ung på Linje/ Ung Online