BPU anbefaler bogen ”I morgen var jeg altid
en løve” (2008) af Arnhild Lauveng,
Cand. Psych.

”I morgen var jeg altid en løve” giver et unikt indblik i den psykisk
sårbares verden.
Ved Amanda S. Freiesleben

Arnhild Lauvengs selvbiografiske bog er en enestående beretning om de
ni år hun var ramt af psykisk sygdom og hendes kamp for at blive fri af den
skizofreni, der tog hende som gidsel og satte tiden i stå. Arnhild, der i dag
selv er psykolog, ser tilbage på det der styrkede og svækkede hende i den lange
kamp mod angst, vrangforestillinger og stemmer.

Arnhild er teenager, da hun
begynder at høre en stemme ved navn Kaptajnen. Kaptajnen vil have hende til at lave
hendes lektier om. Det kan gøres bedre, mener han. Næste gang er det igen ikke
godt nok, og sådan fortsætter Kaptajnen med at presse Arnhild til at gøre det
bedre. Han skælder ud og tvinger hende til at gøre skade på sig selv, fordi hun
stadig ikke er god nok.

Arnhild begynder at bruge mere og
mere tid sammen med Kaptajnen, og mindre og mindre tid med de mennesker, der er
omkring hende. Hun forsøger at søge hjælp selv, men bakker ud inden nogen når
at hjælpe hende. Arnhild begynder at se mærkelige ting, som uhyggelige ulve der
lusker rundt i byen i Norge, hvor hun bor. Verden omkring hende ændres og hun
bliver indelukket og bange. Heldigvis har hun sin mor, som ser at noget er
galt: ”Mor så selvfølgelig ikke ulvene, og hun hørte ikke Kaptajnen. Men hun
så, at jeg spiste mindre, og at jeg ikke ville spise mere, ikke engang når hun
pressede mig til det. Hun så, at jeg blev bleg og træt og tynd, og selv om hun
nok ikke vidste, hvor lidt jeg sov, så vidste hun, at det var for lidt.”.

Som 17-årig indlægges Arnhild på
den lukkede afdeling og diagnosticeres efterfølgende som skizofren. I de
kommende ni år er hun skiftevis ude og inde fra forskellige indlæggelser –
nogle er få dage på akutafdelinger, andre i et til to år på åbne eller lukkede
afdelinger. Som 26-årig bliver hun indlagt for sidste gange. Hun er nemlig ved
at blive rask, selvom ingen dengang vidste det, udover hende selv.

I dag er Arnhild Lauveng selv
uddannet psykolog. Hun er dermed en af de få, hvis ikke den eneste, der har set
psykiatrien fra både patientens og behandlerens side. Hendes bog giver derfor
et unikt indblik i psykiatriens verden og i de tanker og overvejelser hun har
gjort sig, både da hun var syg og i hendes efterfølgende tilbageblik. Arnhild indvier
ærligt og levende hendes læser i det skæve, uhyggelige men også forunderlige univers,
hun oplevede som psykisk syg. Læseren får derfor en både lærerig og spændende
indsigt i hvordan hendes verden så ud da hun var syg, og hvad der hjalp hende
til at blive rask. Herudover bekræfter bogen den pårørendes værdifulde betydning
for den psykisk sårbare, som i bogen er Arnhilds mor og søster, der på intet
tidspunkt tvivlede på, at skizofrenien kunne bekæmpes, og som bogen derfor også
er dedikeret til. Bogen kan anbefales til alle, der ønsker en større forståelse
af de processer en psykisk sårbar gennemgår og for, hvordan det egentligt føles
at være psykisk sårbar.

Uddrag fra bogen:

”Meget senere, da det var blevet
forår, fik jeg lov til at rejse hjem en tur. Det var over et år, siden jeg
sidste havde været hjemme, og jeg glædede mig meget, selv om det ikke var en
rigtig ferie, bare nogle få timers besøg sammen med to fra personalet. Mor
havde på forhånd spurgt afdelingen, om der var noget særligt, hun burde tage
hensyn til, noget særligt hun skulle tænke over? Hun havde fået det svar, at
hun burde fjerne knive og spidse genstande samt ting, der kunne knuses, og som
hun satte pris på. Hvis hun ønskede at servere noget for mig, måtte hun bruge
paptallerkener og engangskrus.

Selvfølgelig
ønskede mor at servere noget for mig. Hun er mor, i høj grad mor, og når hendes
lillepige ikke været hjemme i over et år, ville hun selvfølgelig ikke lade mig
komme besøg uden at give mig mad. Det var forår, og hun havde købt jordbær. Hun
havde pisket flødeskum, sådan som jeg bedst kan lide det, og hun havde bagt min
yndlingschokoladekage. Og spørgsmålet om paptallerkener havde hun diskuteret
længe og grundigt med min søster. De var begge helt enige.

Da
jeg så kom hjem den majdag, var der ryddet op på mit værelse, og der stod
friske blomster på natbordet, selv om jeg kun skulle være der et par timer. Jeg
smed mig på vandsengen og kunne mærke, at den stadig var varm. Et år efter, at
jeg havde været hjemme sidst, og uden noget håb om overnatningstilladelse inden
for en overskuelig fremtid, havde mor alligevel ikke lukket for varmen. Dens
stod klar og ventede på mig, indtil jeg kom hjem. Og i dagligstuen var
kaffebordet dækket. Friske blomster, broderet dug – og rosenkopperne.
Arvegodset. De allerflotteste og fine kopper, mor ejer og har, af tyndt, tyndt
porcelæn med fine, lyserøde roser og snirklet guldkant. Hver kop et lille
nostalgisk vidunder af ynde.

Mor
havde set mig knuse kopper mange gange før. Hun vidste, hvor lynhurtig jeg
kunne være, og hvor umuligt det var at stoppe mig, før skaden var sket.
Alligevel dækkede hun op med sine rosenkopper i fuld tillid til mig, som så
mange gange havde vist, at jeg overhovedet ikke kunne betros en kop. Og
selvfølgelig knuste jeg dem ikke. Selvfølgelig svigtede jeg ikke hendes tillid.
Kopperne og kaffebordet var udtryk for hendes forventninger til mig: Du er stadig
min pige, Arnhild. Du er stadig hende, der sætter pris på smukke ting, og som
værdsætter din familie og traditionerne og det vigtige i livet, såsom skønhed.
Du kan aldrig blive så vanvittig, at du knuser det smukke og værdifulde, og du
kan aldrig bliver så syg, at du ikke længere kan vurdere, hvad skønhed er – du er
stadigvæk vores pige. Her er du ikke en skizofren patient; hjemme hos os er du
Arnhild.

Det
vil jeg aldrig glemme. Efter måneder og år med forventninger om sindssyge, med
diagnoser og beskrivelser, fik jeg nogle lysende majtimer, hvor jeg slubrede te
og tillid i mig af kopper af tyndt porcelæn. Det var helt fantastisk og lige
netop det, jeg trængte til på det tidspunkt.” (Side 67-68)


Andre udgivelser af Arnhild Lauveng:

”Unyttig som en rose” 2009

”Egentlig altid mest levende” 2012