Som 18-årig og nystartet 3.g’er blev Sara Jakobsen Rützou ramt af en svær depression. Sara har ønsket at dele sine tanker, følelser og erfaringer omkring sit forløb og er indehaver af bloggen Lykketyven og foredragsholder omkring sin egen sygdomshistorie. Sara ønsker at skabe forståelse og give indsigt i livet med en psykisk lidelse og derfor spurgte BPU hende, om hun havde lyst til at bidrage med et indlæg til bloggen. Det viste sig, at Sara har oplevet begge sider – at være sårbar selv og pårørende til en sårbar.
Tusind tak til Sara for at dele sin historie!


At opleve begge sider – som sårbar og pårørende

Jeg har aldrig haft så meget brug for omsorg, kærlighed og tålmodighed, som da jeg led af svær depression. Det gjorde jeg i to år, fra jeg var 18 år til 20. Da jeg kort tid efter min raskmelding fik diagnosen bipolar lidelse, tidligere maniodepression, og en overgang følte, at jeg var (døds)dømt til et dårligt liv, havde jeg også meget brug for menneskerne omkring mig. Jeg er nu knap 26 år, velbehandlet og stabil med et godt liv, og selvom jeg ikke længere er afhængig af mine pårørende, betyder de alt for mig.

Dette blogindlæg kommer til at handle om pårørende. Det er et vigtigt emne. Der er to dele eller sider af sagen: At være den, der har brug for pårørende pga sygdom og selv at være pårørende. Jeg kender meget til det første, men det med selv at være pårørende – det er faktisk lidt nyt for mig. Jeg vil fortælle om begge dele så godt, jeg kan.

Da jeg selv led af depression, havde jeg brug for hjælp. Det var både praktisk hjælp, for jeg kunne ikke magte at lave mad eller vaske tøj og mentalt omsorg, hvor jeg igen og igen fik af vide, at jeg nok skulle få det godt igen. Jeg kunne ikke sove alene, så jeg sov enten på en madras på mine forældres soveværelse eller hos min storesøster. Jeg fik også hjælp til at gå i behandling og huske at tage min medicin. Det er individuelt, hvad folk har brug for, men de fleste har brug for noget hjælp og omsorg. Jeg anbefaler, at man spørger ind til det eller lægger mærke til, hvad personen har svært ved. Er der altså beskidt og intet i køleskabet, svinger man støvsugeren og køber ind.

Nogle af mine andre råd til pårørende er, at man ikke skal bebrejde den syge, ikke være berøringsangst, sætte sig ind i sygdommen og aldrig bede personen om at tænke positivt. Det kan lyde lidt abstrakt, så jeg vil også give ét meget konkret værktøj, jeg fik af min psykiater. Det er simpelt og hjælper til at sætte fokus på det positive hver dag – eller rettere det mindst slemme. Om aftenen skal den pårørende nemlig spørge: Hvad er det mindste slemme, der er sket dig i dag? Det kan være svært at svare, men det kan hjælpe at vide, at selvom intet måske var godt, har noget været mindre slemt end andet.

Jeg fik al den omsorg, kærlighed og tålmodig, jeg kunne ønske, men de to år med depression var stadig det værste, jeg nogensinde har oplevet. Det var en frygtelig tid, hvor jeg døgnet rundt følte sorg, frustration og magtesløshed. Jeg var ofte bange for, at jeg ville dø af smerten. Pårørende kan gøre en stor forskel – det ved jeg om nogen – men de kan ikke fjerne sygdommen, og en psykisk lidelse kræver ofte meget og professionel behandling.

Det var nogle af mine tanker om mine pårørende og råd til dem, der sidder derude og gerne vil vide, hvordan de kan hjælpe. Nu vil jeg skrive om noget, der er ret nyt og stadig meget svært.

Jeg er nemlig selv blevet pårørende, for min lillebror på 16 år har fået diagnosen bipolar lidelse. Det er ikke, fordi han er den første, jeg kender med en psykisk lidelse, men han er den første i min tætteste familie, og derudover er han den eneste, der har den samme sygdom som mig.

Jeg blev så ked af det, da jeg fik det af vide. Min frygt var, at han skal igennem de samme ting, som jeg har været. Årene med depression f.eks. og kampen med at forstå sygdommen. Det ønsker jeg ikke for nogle og slet, slet ikke for min familie! Men det skal han ikke nødvendigvis. Han har fået diagnosen tidligt, er startet på medicin og får behandling af min gamle og meget kompetente psykiater. Vores forældre kender til sygdommen, så de kan hjælpe. Han har kort sagt meget andre forudsætninger for sit liv med bipolar lidelse end jeg har haft. Det prøver jeg at huske, og nu har jeg muligheden for at være en god pårørende. Det vil jeg gøre mit allerbedste for at være!

Det kan være svært at leve med en psykisk sårbarhed eller psykisk sygdom, og det kan være svært at være pårørende, men vi kan stadig have et godt liv. Jeg er glad for mit liv nu, og det skyldes i høj grad menneskerne i mit liv: Min store fjollede familie, hvor der er plads til alle og så meget kærlighed, min bedste veninde gennem 17 år, alle mine dejlige veninder og venner og jordens dejligste mand, min søde kæreste, jeg var så heldig at finde for nogle år siden. ♥