I dette indlæg fortæller to tidligere gruppedeltagere, et
søskendepar, deres historie om at være pårørende til en mor med den psykiske lidelse borderline. De har begge foretrukket at være anonyme. Historien er tidligere blevet udgivet i BPUs nyhedsbrev.


Mødet med psykiatrien

I maj 2005 modtog vi et opkald fra et ukendt
nummer. Det var en ven af vores mor, som fortalte, at vores mor havde fået en
psykose og var blevet indlagt på den lukkede afdeling. Dette var vores andet
møde med det danske psykiatrisystem – et system, som vi første gang blev
bekendt med som 15-årige, da vores mor forsøgte at tage sit eget liv. Da vi
modtog opkaldet, sad den ene af os til et gruppemøde, ti dage før afleveringen
af et større eksamensprojekt. Vi var blot 20 år, da vi igen blev mindet om, at
en del af vores ungdomsliv ikke kun handlede om at opleve, men også om at få
vores familie til at overleve.

Vi tog sammen det første tog til klinikken. I
toget prøvede vi at forberede os på mødet: Forestille os, hvad der var i vente,
hvordan vi skulle reagere, når vi så hende, hvad vi skulle sige. Skulle vi
smile og forsøge at komme med energi eller græde? Skulle vi købe noget med?
Manglede hun mon noget? Samtidig fløj en masse billeder og tanker rundt i vores
hoveder om den lukkede afdeling og den gruppe mennesker, der opholder sig på
den – vi havde ingen idé om, hvad der ventede os.

Da vi ankom til sygehuset, gik vi ned ad den
lange kliniske gang for at finde vores mor. Vi blev gradvist mere og mere
utrygge ved situationen, da alle, vi mødte på vores vej, var tydeligt psykisk
mærkede. Vi fandt vores mor liggende i fosterstilling i en seng med tårerne
trillende ned ad kinderne. Hun var gået fra at være en glad og omsorgsfuld
person til efter indlæggelsen at ligge i sin seng og græde i dagevis og være
angst for selv de mindste daglige gøremål.

Mødet med hospitalspersonalet på den lukkede
afdeling var et voldsomt chok for os. Selvom vi var på sygehuset adskillige
gange hver dag for at besøge vores mor, var der ingen, der henvendte sig til os
eller fortalte os, hvordan vores mor havde det. Vi efterspurgte selv at få en
dialog kørende omkring, hvad der var sket med vores mor, og hvordan hun havde
det, men vi blev mødt med et svar om, at de ikke havde ressourcer til samtaler
med pårørende. Personalets afvisning gjorde, at vi følte os endnu mere fortabte
og alene. Kun en enkelt gang blev vi tilbudt en samtale, og det skete
udelukkende, fordi vi fortalte vores mor, at vi var urolige for hende, og hun
herefter talte med en sygeplejerske, der indvilligede i at holde et lille møde
med os alle sammen for at forklare diagnosen, som min mor havde fået stillet.
Det var den eneste kontakt, vi havde med personalet.

Da vores mor kom hjem igen, forsøgte hun ad
flere gange at opsøge hjælp, men hun blev gang på gang afvist. Det endte med,
at vi selv måtte forsøge at ringe til den psykiatriske afdeling for at høre om
mulighederne for at kunne få hjælp til vores mor. Den eneste mulighed, som de
kunne tilbyde var, at hun kunne tage til den psykiatriske afdeling en gang om
ugen. Det vidste vi godt var urealistisk, da det var to timer væk med offentlig
transport, og hun led af social angst. Vi endte i stedet med at ”tage over”
hvilket indebærer at ringe to gange om ugen for at tale med vores mor om,
hvordan hun har det ved eksempelvis at bruge en skala, hvor hun fra 1-10
kan fortælle os, hvordan hun har det.

Behov for ændringer i forhold til
pårørendeinddragelse

Dette skete for fire år siden, og der er
sikkert sket en del ændringer i systemet sidenhen, men vi synes alligevel, at
vores oplevelse illustrerer behovet for udviklingen af nye metoder, indsatser
og uddannelse af personale i psykiatrien. Når vi ser tilbage på vores
situation, ville det have været ideelt, at personalet, når en pårørende
henvender sig, forholder sig mere aktivt og opsøgende. Ved for eksempelvis at
spørge om, hvorvidt den pårørende har været på besøg før, tilbyde information
om patientens diagnose, forklare de pårørende, hvad der er sket med den
indlagte. Men også hvad der kommer til at ske fremover og understrege, at den
indlagte nu er i en form for sikkerhed. Det vil få alle parter til at føle sig
trygge. Endelig ville det være ideelt, hvis personalet i forbindelse med
besøg kunne fortælle én, om patienten har en ”god” dag eller ”dårlig” dag,
så man som pårørende er forberedt på, hvilken person man skal møde. Et større
fokus på hjælp til og inddragelse af de pårørende ved at understrege de
pårørendes rettigheder og oplyse om for eksempel BPUs netværksgrupper ville
være ønskværdigt.

Når rollerne skifter – at blive mor for sin
mor

I dag har vores mor det meget bedre: Hun
arbejder hårdt med sig selv og er begyndt at lytte til sin krop, før det går
galt. Hun har dog stadig op- og nedture. Hendes energi svinger ret meget, og vi
kan aldrig vide, hvor frisk hun er. Det, at hun stadig er så ustabil, kan
være en udfordring i sociale sammenhænge og især under højtider som
fødselsdage, juleaften, konfirmationer osv. Julen 2010 var første gang, hvor
det for alvor gik op for os, at det nok aldrig ville ændre sig. Her blev
rollerne byttet helt om, således at vi nu skulle agere mor overfor resten af
familien og være ansvarlige både overfor vores egen mor, men også overfor vores
andre søskende. Her oplevede vi for første gang, hvordan vores mors sygdom
havde påvirket både vores relation til hende, men også relationen til vores
yngre søskende, som vi pludselig skulle agere forældre for. Rollerne var byttet
om.

En rutschebane af op- og nedture – og
vigtigheden i at værne om sig selv

Vi har ofte tænkt, at vi ville forsøge at
sætte nogle grænser for at undgå at blive slået helt af hesten. Dog gik det op
for os, at vi, siden vores mor blev indlagt første gang i 2000, har indtrådt i
nogle roller, som er meget svære at bryde med. Når vi ser tilbage, skyldes
dette mønster nok, at vi troede, at vores mor kun ville være syg for en kort
periode, og så accepterede vi, at mange af vores grænser blev brudt for en
stund. Vi kørte med i hendes rutschebane af op-og nedture. Opture kan være, når
hun endelig finder et sted at bo, hvor hun udtrykker tilfredshed. Så spirer der
et håb om, at der nu vil komme ro på tingene, og at vi igen kører op på toppen
af rutschebanen, indtil vi får et opkald, hvor hun siger, at hun har opsagt sin
lejlighed uden at have et nyt sted at flytte hen. Vi har oplevet, at det er
vigtigt, at vi ikke lader os påvirke så meget af disse situationer, at de
begynder at tage kontrol over vores liv og vores hverdag. Det skaber meget
ustabilitet i hverdagen, at hver gang vores mor ringer, kan det betyde, at alle
ens planer, arbejde og skole påvirkes og må ændres – og vi har nu måtte sige
fra og mærker efter, om vi kan overskue det, inden vi tilbyder hende hjælp.

Denne rutschebane kan være energidrænende, og
vi har med tiden forsøgt at holde os meget stabile i forhold til vores egne liv
og ikke lade os påvirke for meget af, hvad hun siger eller gør.

I starten
brugte vi næsten al energi og tid på at få vores søskende til at føle, at de
havde en stabil familie. Nu er vi nået dertil, hvor vi accepterer, at vores mor
er i en anden tilstand, og at vi muligvis aldrig får vores “gamle”
mor tilbage. Så vi har måttet acceptere, at rollen som pårørende kan vare hele
livet, og at det gælder om at passe på sig selv og ikke miste sig selv i denne
rolle. ♥